onsdag den 11. april 2012

En haard weekend




Det har været en skøn weekend fyldt med gode oplevelser og dejlige mennesker. Den forrige uge gik med masser af forberedelser til Kate Brown, naboens datters, 21 års fødselsdag. Vicki har stået for Kates dressurundervisning siden hun var lille og familierne har generelt et meget tæt bånd til hinanden. Familien Brown bor lidt tættere på Charleville I et smukt murstenshus. Mor Sharon er den mest åbne og varme person jeg nogensinde har mødt. Første gang Vicki og Matt tog mig med forbi, sidste weekend, for at snakke forberedelser, tog hun I mod mig med åbne arme og inviterede mig med til ikke bare fødselsdagen men også rodeoturen dagen inden og galopløbet dagen efter.
I løbet af ugen legede jeg med self-raising flour da jeg havde fået tildelt jobbet som cupcakebager, hvilket viste sig at være noget anderledes end selv at putte bagepulver og natron I. Mit første forsøg var glimrende så jeg skrev opskriften ned så jeg kunne masseproducere lørdag, dagen inden festen. Så brugte jeg ellers en hel dag på at puste balloner op og binde dem sammen, sætte dem på baser, klistre bånd på og jeg ved ikke hvad. Vicki havde nemlig ansvaret for alt dekorationerne.

Balloner - alt for mange af dem!

Vicki koebte paaskehare til mig :D

Postkort fra NZ <3

Flere balloner

Bobcat <3

Cupcakes!


Lørdag oprendte og Kate kom hjem fra Brisbane hvor hun går på universitet. Med sig havde hun 9 medstuderende – 6 piger og 3 gutter. Jeg var tidligt oppe den dag for at bage kage. Men de ville ikke hæve I ovnen! De tog lang tid at bage og blev flade på toppen I stedet for at hæve op I en fin cupcaketop. Men de smagte heldigvis stadig rigtig godt, så vi besluttede at når icingen kom på ville ingen opdage det. Jeg forstod dog ingenting, hvorfor skulle opskriften pludselig svigte? Da jeg havde bagt 150 cupcakes kom Matt ind fra en lickround og meddelte at ovnen forresten manglede at få skiftet gas så der var ikke så meget varme på den. FEDT! Så dérfor... Ved middagstid fik jeg allernådigt lov til at hoppe I Vickis guldbil, en dejlig lille firhjulstrækker også kørte jeg ellers de 50 km til familien Brown for at mødes med Kate og hendes venner for første gang og tage med dem til rodeo I Aughatella. Sært noget at køre I den side af vejen selvom jeg har været her noget tid nu. Men det gik godt – ramte ingen kænguroer. 10 unge mennesker rendte forvirret rundt I ternede skjorter og støvler og forsøgte at se cowboyagtige ud. Ingen af brisbane-venner havde set et rodeo før så de forsøgte at klæde sig så de passede ind. Det var meget sødt. De var heldigvis alle sammen rigtig flinke og snart var vi på vej I 3 biler og en gooseneck mod Aughatella. Her campede vi og gik rundt og så på rodeo hele eftermiddagen. Da det sluttede klokken 5 klemte alle 11 os ind I goosenecken på gulvet med en stor køleboks mellem os fyldt med øl og andre gode sager. Snakken gik lystigt og efter ca. 10 minutter var hele bundet snaldrede undtaget mig. Jeg er normalt den første der bliver småfuld, men de her folk var seriøst svagdrikkere! Nå men det var super hyggeligt og de var virkelig søde til at få mig med på alting og sikre sig at jeg var okay. Vi delte en enkelt grilkylling til aftensmad og så var det ellers ud og feste med alle cowboysene. Der var DJ og bar – masser af mennekser og øl. Så der blev festet, danset og hygget indtil hen på natten hvor vi så alle sammen, 11 mennesker kravlede ind I en gooseneck beregnet til 3 heste og 2 mennesker, og faldt udmattede om. Tidligt op næste morgen og tilbage til Charleville. Jeg kørte tilbage til Vicki og Matt for at ice cupcakes og hjælpe Vicki med at blive klar med de sidste ting. Vi arbejdede hårdt på kagerne som blev rigtig søde med pink glasur og forskellig pynt. Så gik det pludselig op for os at vi havde et helt soveværelse fyldt med oppustede balloner som vi ikke vidste hvordan vi skulle få transporteret til fiskeklubben. Så frem med en gooseneck igen og den blev stoppet til med pink og sorte balloner samt lyserøde cupcakes. Festen skulle holdes ved den lokale fiskeklub. Umiddelbart synes jeg ikke det lød så passende men det viste sig at være et dejligt sted med overdækket barområde samt en fin indhegnet græsplæne og et overdækket dansegulv.
Vi kørte afsted og fik pyntet hele stedet op – det blev bare så fint. Sent hen på eftermiddagen kom gæsterne så småt og mens lyset langsomt forsvandt begyndte musikken at spille og der var lagt op til en rigtig dejlig aften. Der var tonsvis af lækker, lækker hjemmelavet mad, den fineste kage, diasshow med pinlige billeder, taler, dans – der manglede ikke noget. 



Fiskeklubben


Fint cupcake-fad



Den flotte kage!

Alex og Kirstyn


Kate og Mel skaerer kage ud


Mandag morgen var jeg tidligt oppe og hjælpe Matt lidt. Havde så en time til at sove I midt på dagen inden jeg skulle køre til Browns for at få et lift til galopløbet. Jeg var ret træt så faldt hurtigt I søvn og vågnede op 1½ time efter. Altså havde jeg pludselig meget travlt! Jeg nåede ikke at få et bad, jeg hoppede I den kjole jeg fik syet I Thailand og var ude af døren. Den bil jeg skulle have kørt med tog ikke afsted alligevel, så de havde arrangeret et andet lift til mig – et road train. Altså en truck med 3 vogne på – plads til jeg ved ikke hvor mange 100 kvæg. Den ting var enorm! Så op kravler Maja I mini rød thai-kjole og bliver placeret på sengen bag sæderne. Komfortabelt! Afsted det går, de 2 gutter skulle også op og se galopløb og den ene skulle så køre trucken videre dagen efter. De var rigtig flinke – de kan nu sige 'hest' og 'jeg satser' på dansk. ;) Jeg fik gratis entré af gutterne som havde et ekstra armbånd og ind vi kom, jeg fandt brisbanecrewet som også allesammen var klædt rigtig fint på med hat eller fjer-ting I håret. Det var rigtig sjovt at se alle de fine kjoler, høje hæle og hatte stavrende rundt på ujævn rødt jordunderlag. Der var 'fashion on the field' konkurrencer og selvfølgelig selve galopløbene. Jeg satsede hele 2 dollars og vandt på Nr. 7 Regal Prince! Det gav 8 dollars tilbage – sådan! Rendte også ind I Rory og Scott fra den anden weekend – de kunne ikke rigtig kende mig I kjole I stedet for svedig I ridetøj. Hjem igen kom jeg I bus med de andre unge, de havde alle betalt men jeg kom med gratis fordi buschaufføren synes det var synd at jeg skulle vente på mit oprindelige lift blev færdig med at snakke. Ikke så dårligt! Turen hjem I bussen var mindst lige så fantastisk som hele weekenden selv. Alle sang fællessang mens buschaufføren spillede mundharmonika og 'trevor' en fuld landsbytosse kravlede rundt på gulvet efter den frø han havde medbragt for at sætte den på pigerne lår. Det var simpelthen så sjovt og urealistisk. Jeg mener, hvilken buschauffør trækker mundharmonikaen op og begynder at spille 'Miss American Pie' og 'Proud Mary' – fantastisk! 

The Brisbane crew minus Kate og plus Maja


Trætte efter 3 lange dage kom vi tilbage til Browns hvor jeg blev og sov så jeg ikke skulle køre hjem I mørke. Fik sagt farvel til alle de dejlige mennesker og blev tilbudt et lift til Brisbane på torsdag samt 9 forskellige sofaer hvis jeg manglede et sted at sove derinde. Ikke dårligt! Så har kun et par dage tilbage her før jeg køre med til Brisbane, bliver samlet op af Nicolaj og Mathias og køre med til op til Cairns. Det bliver fedt – men kunne godt finde på at komme tilbage, her til Charleville!

Aah bliver aldrig traet af den udsigt

Strike bliver redet for foerste gang i aar

Gemma
Girl

Maja venter paa Matt

Strike har faaet sit navn pga den hvide tegning paa hans hals som ligner et Thunder Strike

Den lille familie



Snip bliver arbejdet lidt med


En anden slags kofanger! Denne bruges til de store koer hvis de skal braendemaerkes eller efterses af dyrlaegen.

Et laesfuld "Mad Cows" - en gang i mellem bliver de koer som er umulige at arbejde med koert til slagterriget.

Meen de skal lige braendemaerkes foerst

Matts truck

Jeg drev ungkvaeget ned til en af soerne.
Skippie!

onsdag den 4. april 2012

Perspektiv

Ikke saa saert at jeg stadig synes det er svaert at finde rundt paa farmen:

Den roede prik er huset, forstoerret.
Den groenne linje er graensehegnet og den pink er 'the old stock rute' som var den oprindelige vej til Charleville fra nabobyen Morven.
  

Har vaeret paa de 2 foerste ungheste i dag, endnu ikke blevet smidt af saa det koere paa skinner. Senere i dag staar det paa cupcake-proeve-bagning.

mandag den 2. april 2012

Hold paa hat og mobil!



Denne weekend har Matt og jeg været afsted på “contract mustering”. Det foregik ca. 20 km fra grunden her, men man er nødt til at køre 100 km for at komme derhen. Så torsdag morgen klokken 6 kørte vi herfra I trucken med de 3 brune hopper Madonna, Alexis og Bewitched samt 6 arbejdshunde, den nye Matt havde med hjem fra kysten, Soey, samt Pixie, Flood, Patsy, Gemma og Socks. Efter at være kørt ud midt I alting som sædvanligt hilste jeg på ejeren Scott og hans medhjælper Rory. Grunden vi skulle drive kvæget sammen på er ikke beboet, men der står et gammelt hus som vi blev indlogeret I. Der er ikke andet end et køkken, et badeværelse også 7 tomme rum. Den kolde hane måtte vi ikke røre da den var I stykker og ikke kunne slukkes igen – ergo drak vi regnvand fra en beholder af tvivlsom beskaffenhed. Men hvad søren, når det knaser lidt I bunden så ved man at man lever, right?
Antallet af døde frøer og muselort omkring I hele huset har jeg ikke styr på, men hvis jeg var kommet dertil for nogle måneder siden ville jeg nok have stejlet lidt over det. Under alle omstændigheder skulle vi straks I gang med at få lavet noget. Jeg tog ud med unge Rory, flink fyr på 21 som kunne forklare mig hvordan nogle af tingene skulle gøres på en måde så jeg kunne være behjælpelig I stedet for bare at være håndlanger. Det er de gamle cowboys ikke altid så gode til. Så nu kan jeg sætte pigtrådshegn op, med 4 tråde – det eneste jeg ikke selv kunne var at banke stolperne I – jeg var død efter at have banket halvdelen af den første I. Så Rory bankede metalstolper I mens jeg holdte dem hvorefter vi trak tråd og fastsurrede det med små stykker wire. Det er hårdt arbejde for fingrene og man er revet til blod bagefter pga. Pigtråden men vejret var godt og humøret højt. Bagefter kørte vi en 'lick-round' det vil sige at man køre rundt til de forskellige trug på hele grunden med noget vitamin/mineral foder som kaldes lick, det samler kvægene rundt omkring på strategiske steder så det er nemmere at drive dem sammen senere. Kvæget har lært at når den gamle toyota kommer skramlende op og ned gennem bushen med 40 km I timen så er der foder på vej. Så de kommer straks traskende til trugene og venter. Så sadlede vi hestene og red ud, Scott, Matt og jeg mens Rory blev på en crosser siden han ikke kan ride. Vi red en 5 timer og fik langt det meste af kvæget ind, ca 170 styks til 'yarden' som er den mindre indhegning med masser af små aflukker man bruger til at skille kvæget ad I. Vi fik lidt frokost også 'draftede' altså skilte Matt og jeg kvæget ad mens Rory og Scott rendte rundt og lavede noget mere hegnarbejde. Da vi havde fået dem skilt ad så de var inddelt I 'Dry cows and wieners', 'Wet cows' og 'Calfs and bulls' hentede vi Rory og vi 3 brændemærkede, kastererede, øreklippede og øremærkede 74 kalve. Det forgår således at der er en smal gang som leder hen til en 'kofanger'. Konfangeren er lidt som en gigantisk klemme som er åben øverst og lukket nederst. Når kvæget går ind I klemmen lægger 2 mænd alt deres vægt på den øverste del så den presser omkring kvæget så det er fanget som I en sandwich. Så vælter de sandwichen ned på siden og når kvæget først ligger der er de somregl ret stille. De bliver brændemærket, dvs at det glohede jernsymbol bliver holdt mod deres skind I cirka 3 sekunder. Der står flammer op omkring mens håret brænder væk. Kvæget sparker somregl en gang og brøler lidt. I mens det forgår har den anden mand gang I at klippe et symbol ud af det ene øre med en tang, hver farm har sit eget symbol, samt øremærke det med et elektronisk mærke. Hvis det er en tyrekalv tager den ene mand fat I det øverste ben og trækker det tilbage mens den anden sætter et knæ på kalvens hofte og med venstre hånd griber om pungen, trykker til så først den ene sten med en hurtigt snit popper ud, skærer den fri, trykker den anden sten frem og skærer den ud, fjerner den og smider hele herligheden I en bunke som hundene får senere. Det tager ikke mere end 10 sekunder at fuldføre den procedure. Alt I alt ligger kalven der nok I et minut. Normalt vil man også skære eller klippe hornene af, det forgår med en stor tang, som hvis den får fat lidt for langt nede efterlader så stort et hul at man faktisk kan se hjernen. Jeps! Det gjorde vi dog ikke denne gang da de havde glemt 'de-horneren'. Når jeg nu siger kalv så forestiller I jer måske nogle små søde sager, og de er bestemt også I mellem, men langt de fleste er nogle 400 kgs sataner som med glæde vil hoppe ind I maven af dig hvis du står stille lidt for længe.
Jeg hjalp med at holde nogle ben mens der blev kastereret men ellers var mit job at blive ved med at holde gangen fyldt med de næste kalve så det hele kan gå rimelig hurtigt. Det vil sige at jeg løber langs den ca. 10 meter lange gange og skubber kvæget frem, lukker en ind I indelukken lige før kofangeren og så ellers forsøger at få nogle nye til at gå ind for enden af gangen. Dét er den besværlige del, for de vil som regl ikke frivilligt gå ind I en smal gang så man er simpelthen nødt til at tvinge dem derind – det betyder spark, slag og en masse hoppen og råben. I starten forsøger man at guide dem derhen bare ved at gå bag dem lige så stille men når man et par gange er hoppet op I hegnet for at komme I sikkerhed fra en 'bloody bastard!' så indser man at det bare er hurtigere og sikrere at blive oppe I hegnet og skubbe og sparke dem ind I gangen. Det meste af tiden reagere de nu knap nok på min sparken men nærmere på min råben når jeg bliver hidsig. Nogen af mændene mener jeg er blødsøden fordi jeg ikke vil bruge stødstangen og ikke vil slå dem over næsen når de ikke vil vende rundt – men dertil kommer jeg vidst aldrig. Men det kræver en masse kravlen over hegn, hoppen frem og tilbage og løben op og ned af gangen at holde kalvene fremme så jeg fik helt sikkert min workout der! Normalt er man ca. 6 om at gøre det job vi gjorde 3 mand.
Resten af weekenden samlede vi det resterende kvæg ind, jeg mistede min telefon I yarden, min hat fløj af da jeg satte af efter en stupid ko gennem bushen og mens jeg koncentrerede mig om ikke at blive skrabet alt for meget til blod af træer og buske mens jeg holdte tempo, styrede uden om sten, sprang over væltede træstammer og råbte af den idiotiske ko så mistede jeg min I forvejen ret elendige stedfornemmelse. Og bang – der var jeg pludselig midt mellem træer, buske, græs og ingenting. Jeg kom rundt om koen et par gange og normalt vender de rundt og trasker tilbage I den retning man angiver men den her var det mest stædige og irriterende stykke kød der nogensinde har vandret I Australien og den blev bare ved med at pisse af ind mellem buskene I den forkerte retning. (Ja undskyld sproget). Så jeg vendte 180 grader rundt for at komme tilbage mod søen og Matt hvor jeg kom fra samt hente min hat. Men kunne jeg finde hat, Matt, søen, vejen, hegnet – noget som helst? Nix! Jeg kom bare længere og længer ud I ingenting. Nå – ingen panik, jeg havde en god hest, søde Bewitched, og vi travede og galoperede I én retning indtil der endelig var et hegn – det fulgte jeg så lidt I begge retninger for at få en fornemmelse af hvor jeg var, da det ikke lykkedes valgte jeg den ene og så travede Witch og jeg ellers bare langs hegn og hegn og hegn I 3 kvarter indtil jeg endelig så noget jeg kendte, red igennem en låge og kom tilbage til huset hvor Rory og Scott var. Så uden hat og mobil, med en dejlig masser ridser over det hele og en vældig svedig hest kom jeg tilbage og Scott tog motorcyklen ud for at fortæller Matt at jeg var tilbage ved huset. De beroligede mig med at det sker hele tiden også for folk som har drevet kvæg hele deres liv og vi fik de sidste kalve brændemærket osv, Scott læssede alle wienerne for at bringe dem hjem til deres anden grund og vi ryttede op og fik ordnet nogle flere småting.

Den ene aften spiste vi ved floden, maden var stegt over bålet mens solen gik ned og der blev grint (mest af mig) og drukket øl. Så det var en god nok weekend på trods af lidt forskellige sager.
Da vi kom hjem I går var det Jennys sidste aften her, vi spiste god mad og hyggede – I morges satte vi hende så på bussen og jeg fandt min telefon I bunden af min taske. Scott har tilbudt at betale en ny hat til mig som tak for hjælpen - Så det endte måske ikke så dårligt igen.
I dette øjeblik er Sheepie kommet tilbage fra de dødes verden! Vi har ikke set ham I mere end en uge og så kommer han traskende ind brægende som om han altid har været her – hundene var lykkelige for at se ham, og vi kan nu høre ham ude I haven mens han spiser hundenes foder og bræger og skider ud over det hele! Fantastisk!

Lick round - der fyldes foder i udhulede traestammer

Muuh, Brahman Cow

Bures! Altsaa paent store stikkende sager som er overalt.

Verdens stoerste joke, carfreshner med new car scent i det lig af en toyota vi koerer lickround i.

Oh yeah, koerne ved godt hvad det handler om! Maaaad !

Kommer til at savne endeloese vider af bush

Hyggelig 'lille' lizard paa vej hjem.

tirsdag den 27. marts 2012

Home alone


Vi har haft en absolut afslappende weekend bestående af solbadning, spisning, mere solbadning, filmkikkeri, en enkelt ridetur, mere solbadning, meget mere spisning og nåja, så har vi mistet et får.
Haardt arbejde at ligge stille med 30-35 graders vindstille skyfri himmel over sig 


Skyggeboksene hvor vi arbejder med unghestene. Her paa vej ud for at hente Bewitched ind fra folden.

Wiiiiitch??? Hvor eeer du?

Aaah, der! Ude i horisonten.. Godt man har en atv'er.
 
Fåret Sheepie forsvandt natten mellem lørdag og søndag – I tilfælde af at nogen skulle have set ham, så send ham venligst hjem igen.
Spøg til side, vi er faktisk ret bekymrede. Han er højst sandsynligt blevet spist af en dingo, men vi håber inderligt at han bare er på en 'walkabout' I buskene. Omend det ville være rart at slippe for fåre-lort overalt. Så den mest aktive indsats denne weekend har bestået I at lede efter fåret – derudover har jeg trænet lidt med en af arbejdshundehvalpene og vi har striglet alle de ungheste som vi skal arbejde med når Matt kommer hjem.


Roannie, Chisum, Snip, Noddy, Charlie og Mr. Brown - ude og hente drengene ind fra folden.

Kaenguroer holdte frokost i skyggen sammen med drengene. Soed lille faetter stillede op til fotografering
Og han havde 2 venner med

Drengene efter at vaere blevet lukket ud igen, slukker toersten efter det haarde arbejde bestaaende af at skulle staa stille mens man bliver striglet.
  
Det har været super hyggeligt at have stedet for os selv mens Matt og Vicki er ved kysten for at aflevere et par heste samt se deres nye barnebarn. I morgen kommer Matt hjem og Vicki på torsdag.
Så der er ikke så meget nyt at rapportere. Jeg har begyndt at lægge flere og flere planer for den kommende tid.

Milk kommer hjem med morgenmad. Det meste af tiden tror man den kat er en statue - ligger stille hele dagen i samme stilling. Ogsaa kommer den altsa lige hjem med en fugl eller 2 om dagen.

Kostpyramide? Hvad er det?

Soooool! Hatten giver skygge nok til at stikke naesen i en bog og blive klogere paa hestetraening!

Myretue paa den ene hingstefold

Elskede atv'er <3 Der fodres heste

Rockchick Jenny giver den gas - eftersoegning: SHEEEPIIIE!

Lace og foellet Dork nyder eftermiddags solen

Vores 3 vagt hunde, fra venstre: Girl, Gina og Bella

Min sengekammerat Bobby som forstaar at kravle saa lydloest ind og hoppe ind i hjoernet af min seng at jeg aldrig oplever hende foer naeste morgen.

Vicki har en lille ting for hoens og haner..

Jeg er begyndt I mit stille sind at overveje at købe en bil, kan få en til ca. 1500 dollars, men har ikke kigget på forsikring og den slags endnu. Det skal jeg lige høre nogle kloge hoveder nærmere om.
Ellers så har jeg kigget på måder at komme fra Charleville til Cairns – det er åbenbart ikke så nemt. Man er nødt til at over Brisbane, selv med fly. Regner med at være I Cairns ca. d. 21 April hvor Nicolaj og Mathias også kommer dertil. Så kan jeg tusse lidt rundt med dem nogle dage (det ved de godt nok ikke endnu) også ellers være hos et fint lille familiested med 2 heste og en dejlig grund kun et kvarter fra Cairns. Jeg har planer om at se mig lidt omkring der – måske endda prøve at dykke igen. Så vil jeg lidt ind I Atherthon Tableland, har set et par steder som har brug for hjælp derinde, blandt andet et kollektiv som lever I en 12-sidet hytte midt I bakkerne. Derefter måske et mellemstop ved kysten inden jeg tager lidt længere mod syd, halvvejs mellem Cairns og Brisbane, hvor jeg har en aftale med et rigtig lækkert sted hvor de avler den smukke hesterace Andulesiere. Det lyder super godt, et familiested hvor mor, far og sønner arbejder sammen. Den ene søn bor dog I Spanien I øjeblikket hvor han er blevet uddannet af en OL rytter. Sådan! Derefter aner jeg ikke hvad der skal ske, men bare så meget planlægning er store fremskridt her på fronten. Og nyder at det er således!
Så jeg vil bruge den næste tid på at tilride unghestene, finde ud af om det kan svare sig at købe en bil og ellers glæde mig til at se et par kendte ansigter I Cairns.
Nu vil jeg vidst kvæle liiidt mere af den chokoladekage!

Bare fordi man er paa den anden side af jorden behoever man jo ikke fralaegge sig vaner som at bage hele tiden..