mandag den 15. oktober 2012

Snorkle, Snorkle - Skildpadde!

Den 12 oktober – præcis 2 dage til min 20 års fødselsdag! Og endnu vigtigere – kun 1 måned til jeg skal plante fødderne i Danmark! Iih altså.
I dag var vores sidste i Exmouth.. Der er blevet snorklet endnu en dag – det lækre tyrkisblå vand bliver altså ved med at trække! Vibe og jeg så en stoooor rokke! Sandfarvet og selve kroppen næsten 2 meter lang og 1 meter bred. I morges gik vi tur på golfbanen – jeg havde nemlig afluret at i de tidlige morgentimer var der masser af masser af kænguruer ude og græsse på de nu ellers ikke særlige grønne plæner. Her fik de alle sammen mulighed for at se store fine kænguruer ret tæt på!
Hen på eftermiddagen pakkede vi så bussen sammen og trillede ned til Coral Bay et stykke længere syd på hvor vi smed anker for de næste 3 nætter.


Lørdag den 13 stod vi så op med udsigt til en weekend hvor vi slet ikke skulle køre eller en helt masse andet. Bare gåture langs vandet, snorklen på endnu smukkere koralræv, solbadning, lektielæsning med Vibe og middagslur i skyggen. Ah! Ikke dårligt! Fatter er blevet en smuuule svitset på ryggen og jeg kan også godt mærke at jeg skal passe lidt på – så meget for at have været i solskinsland i 7-8 måneder, men mor og Vibe suger solen til sig! Vi er nu en smule bekymrede om hvorvidt den tur vi har bestilt til mandag bliver aktuel eller ej! Hvis ikke så kunne vi godt gå hen og blive en kende mugne!

I dag har vi sørme været afsted i 2 uger! Det går alligevel stærkt! Vi morgenputtede indtil Vibe og far krøllede sig ud af deres senge hvorefter mutti og jeg fik og slæbt ud i den virkelige verden. Efter et dejligt brusebad tullede vi hen til bageriet hvor vi købte morgenmad, kaffe, te, chai latte og kakao. Så sad vi ellers der i solen og spiste lettere sukkerklistrede morgenbrød og nød det gode vejr. Efter et øjeblik i en tøjbutik med Vibsen tussede vi tilbage til bussen og hoppede i badetøjet. Afsted gik det ned til stranden og ud og snorkle via endnu en 'strømtunnel' hvor man bare svømmer ud og så lader sig glide med hen over korallerne. Helt vildt smukt! Vibe får flittigt taget billeder med dit nye undervandskamera – til min store ærgrelse virker det mest som om at hun får dokumenteret hvor meget jeg ligner en frø når jeg svømmer.. Under alle omstændigheder er vi nu lige kommet tilbage til skyggen ved mobilhomet hvor der skal fortærres brasede kartoffler og salat. Så har Vibe og jeg lige været på gåtur i sundhedens tegn! Vandret op og ned af stejle sanddyner og fået tonet lårbasserne. Sjovest var det nu at løbe efter mågerne så de fløj omkring os og dansede i vinden!   Resten af dagen står vidst på lidt mere afslapning, man skulle jo nødigt blive overanstrengt! I aften er der familiepizza på menuen – mums!

Herre dyrt dykkerudstyr - virker af hekkenfelt til!

Hvor ser man dog intelligent ud.. Var blevet solskoldet på ryggen så måtte bade i en top.

blomkålslignende koraller

Store nysgerrige fisk som kom helt tæt på.

Vibe svømmer med de store fisk

Maja B forsøger at nå ned til bunden.

Fine lilla koraller







Gæt hvem der har svømmet med Manta Rays og Skildpadder i dag!
Vi har haft en vildt skøn dag på havet. I morges pakkede vi i sædvanlig familien torsted stil campervanen nogenlunde sammen og så tog vi ellers med 20 andre folk og fæ til havs. Først blev vi dumpet af over noget koralræv som egentligt til en forskel lignede det vi allerede havde set på egen hånd.. Hm! En kende skuffende. Men farmand så da en black tip shark – denne gang med nok afstand til rent faktisk at kunne nyde den uden at blive bange. Tilbage på båden, mega koldt, med en kop varm te i hånden og våddragten krænget halvt ned stod vi så der og rystede og håbede på at det da blev bedre! Og mindsandten om det ikke gjorde! Næste gang vi blev smidt i vandet var det lige oven på en kæææmpe stor rokke! En manta ray. Med et vingefang på 4,5 meter er de et meget imponerende dyr som med deres kæmpe store runde mund suser rundt og slår baglæns kolbøtter for at fange plankton og kril. Vi kunne simpelthen ligge lige over den og kigge mens den med udpræget ubesvær dansede under os med rensefisk hængende på den hvide underside. Det var en kæmpe oplevelse! Hver gang den drejede rundt kunne man se dybt ned i maven på den! Faktisk kunne man tydeligt se dens ribben – fra indersiden!

Efter en omgang velfortjent frokost kom vi så ud og snorkle igen, denne gang et MEGET smukkere sted! Med 1000vis af forskellige fisk, store og små, koraller og formationer vi aldrig havde set før – og tror i så ikke, at med en afslappet ligegyldighed som om at intet hastede mere end det jagede kom der et par skildpadder svævende. Både Vibe og jeg svømmede langt med hver vores uden at kunne få kontakt til de andre om at de altså var her! Det var helt fantastisk. De er så smukke! Endelig! Nu har jeg snorklet og dykket så mange steder omkring både Fiji og Australien uden at få lov at svømme med dem, også var de der pludseligt! Både mor og far fik også set en til sidst, så alt i alt var det en helt vildt fed oplevelse! Helt klart en af de ting som kommer til at stå klarest meget længe!



Vibes skildpadde!

Kæææmpe, smukke Manta Rays

Maja B på eventyr

Tøserne i pink!


Nu er vi så kørt til Carnevon for at tilbringe natten i en lille hyggelig frugt-plantage-by. Her kan vi så købe jordbær og appelsiner på vej ud af byen i små boder før vi sætter retningen mod Monki Mia hvor vi gerne skal se delfiner!


Billeder må lige følge når vi har en ordentigt internetforbindelse! :)

1 kommentar:

  1. Arr, nu skal du ikke skynde dig for meget med din fødselsdag. ;)

    SvarSlet

For at jeg kan se hvem der har skrevet kan du under rullemenuen 'Kommenter som' vælge 'Navn/Webadresse' og blot skrive dit navn. :)